layoutelementlayoutelement
Horsens Kommune

Budgetaftale 2008 i Horsens Kommune

Budgetaftale 2008 i Horsens Kommune mellem Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.

Horsens Kommune er med sine knap 80.000 borgere blandt landets største, og kommunen er ifølge Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning Danmarks kraftigst voksende kommune med en vækst på mere end 20 pct. frem til 2030. Det vil sige, at kommunens indbyggertal ifølge Danmarks Statistik vil vokse fra de nuværende knap 80.000 borgere til ca. 96.000 borgere om 23 år.

Samtidig er Horsens by vokset og er nu landets 8. største.

Dette kombineret med, at Horsens Kommune har et stigende antal studerende, mange nye private og offentlige arbejdspladser, faldende arbejdsløshed, store bolig- og erhvervsarealer under byggemodning, et optimalt omdømme og en placering midt i det østjyske vækstområde, giver et usædvanligt godt udgangspunkt for fortsat udvikling og vækst.

Forligspartierne er enige om, at Horsens Kommune skal agere offensivt for at fastholde positionen som dynamisk og kreativt kraftcenter, og at det kræver en målrettet og ansvarlig politisk indsats.

Såvel oplæg til kommuneplanstrategien som oplæg til vision for Horsens Kommune understøtter ambitionerne om, at Horsens Kommune skal være en kommune med oplevelser, dynamik, vækst og kvalitet. Oplæggene, som er i offentlig høring, indeholder mål og visioner for kommunens udvikling de kommende år.

Budgettet skal skabe optimale rammer for vækst og velstand. Det sker gennem et dynamisk jordforsyningsprogram med et varieret udbud af byggegrunde, smukke byrum og en dejlig natur, en aktiv erhvervs- og kulturpolitik og god kvalitet i den offentlige service.

Forligspartierne lægger vægt på kvaliteten i den kommunale service, ligesom den samlede organisation skal være moderne, lydhør og effektiv i tidssvarende rammer.

Byudvikling prioriteres højt, standarden i børnepasningen, skolerne og ældreomsorgen skal være høj og de bygningsmæssige rammer skal være i orden. Anlægsbudgettet er derfor stort.

Investeringerne lønner sig, fordi befolkningsvækst øger levestandarden. Der er enighed om, at såvel eksisterende som fremtidige private og offentlige virksomheder er velkomne i kommunen. Kommunen arbejder for at skabe optimale rammer for deres vækst.

Skats skattecenter i Horsens, Region Midtjyllands afdeling i Bastian, politiets regionale hovedkvarter, Retsvæsenet samt Landbrugets Rådgivningscenter er eksempler på ekspansive arbejdspladser. Forligspartierne forpligter sig til i alle sammenhænge at arbejde for, at Regionshospitalet Horsens også i fremtiden får status af akut-sygehus med akut beredskab.

Konkurrenceudsættelse

Byrådet lægger vægt på, at Horsens Kommune er konkurrencedygtig i forhold til såvel andre offentlige som private aktører.
Der er indgået en aftale mellem regeringen og KL om øget konkurrenceudsættelse. Direktionen er pålagt at udarbejde et oplæg til byrådets drøftelser i foråret 2008 med henblik på stillingtagen til, hvordan Horsens vil bidrag til opfyldelse af aftalen, og hvilke områder, der bør konkurrenceudsættes.

Robust økonomi

Horsens Kommune har en sund økonomi med de gode muligheder for byudvikling og anlægsinvesteringer, som en stor kassebeholdning medfører. Der planlægges flerårigt med et forsvarligt driftsoverskud, som kan tilvejebringes uden store besparelser, fordi kommunens indtægter vokser i takt med folketallet.

Det er naturligt, at en hurtigt voksende kommune udnytter de – begrænsede – lånemuligheder, staten stiller til rådighed til bl.a. jordkøb. Der er til gengæld enighed mellem forligspartierne om, at der ikke gives ufinansierede tillægsbevillinger i 2008, men at der lægges vægt på mulighederne for op- og omprioriteringer i budget 2009, hvis uforudsete behov viser sig.

Driftsoverskuddet, som er en del af finansieringen af anlægsaktiviteterne, skal i 2008 være på 45 mio. kr. Der sigtes mod et større overskud i de følgende år.

Anlægsaktiviteter

Børnepasning

Igangsatte byggerier på børneområdet færdiggøres: Ny integreret institution i Vestbyen i Horsens, børnehaver med vuggestuelokaler og dagplejerum i Hovedgård, Nim og Gedved.

I 2008-budgettet planlægges med yderligere 2 nye børnehaver i henholdsvis Brædstrup og Østbirk.

Der afsættes i alt ca. 50 mio. kr. til daginstitutionsbyggeri i 2008.

I de kommende år følges befolkningsudviklingen tæt med henblik på at sikre tilstrækkelig kapacitet i de enkelte skoledistrikter, og der er afsat penge til en ny børnehave pr. år.

Legepladspolitik

Byrådet har vedtaget en legepladspolitik.
Der afsættes en særlig ramme på 300.000 kr. til legepladsforbedringer.

Folkeskolen

På skoleområdet er mange byggerier sat i gang: En ny Vestbyskole, en udvidelse af Gedved Skole til at kunne rumme to spor – herunder byggeri af helt ny indskolingsafdeling, tilbygning og renovering på Brædstrup Skole (3. og sidste etape af en gennemgribende renovering og udvidelse), tilbygning af faglokaler og forbedring af faciliteter til idræt på Nim Skole, renovering og udvidelse af Hovedgård Skole, færdiggørelse af renovering af klasselokaler på Østbirk Skole, sidste etape af ombygning og renovering af klassefløj på Egebjerg Skole og nye faglokaler på Dagnæs Skole.

Der afsættes i alt 95 mio. kr. til skolebyggeri i 2008.

Sejet Skole skal i takt med neddroslingen af skoleaktiviteten anvendes til Bakkeskolens aktiviteter. Bakkeskolens nuværende bygninger i oprindelige parcelhuse i Stensballe sælges. Der er samtidig enighed om at tage en drøftelse med Sejet Borgerforening om mulighederne for at forbedre borgerforeningens nuværende lokale-ordning.

Ældreområdet

På ældreområdet er der enighed om at igangsætte renoverings- og ombygningsarbejder, så gamle og utidssvarende boliger ombygges til attraktive og velindrettede plejeboliger. Der bygges plejeboliger i Malteriet og ombygningsarbejderne på Lindehøj og Præsthøjgården forventes igangsat i 2007. I Gedved skal det gamle rådhus ombygges til plejeboliger til erstatning for Nørrelide i Gedved, ligesom Birkebo i Østbirk skal gennemgå en renovering.

I alt bygges boliger og servicearealer for ca. 433 mio. kr. i de kommende år.

Trafik, veje og stier

Forligspartierne er enige om, at indsatsen for forbedret trafiksikkerhed med særlig fokus på skolebørn skal styrkes. Derfor er der i budget 2008 afsat 3,6 mio. kr. til formålet mod 2,5 mio.kr. i indeværende år. I overslagsåret 2009 stiger beløbet til trafiksikkerhed og cykelstier til 4,6 mio. og i 2010 og 2011 afsættes yderligere én mio. kr. om året, så der er knap 5,7 mio. kr. om året til formålet.

Samtidig afsættes penge til forbedring af trafikafvikling i kryds samt bekæmpelse af trafikstøj.

Den største trafikmæssige investering de kommende år er omfartsvejen syd om Horsens. Der afsættes 10,8 mio. kr. i 2008 og i overslagsårene 2009, 2010 og 2011 henholdsvis 11,3 mio. kr., 28,4 mio. kr. og 8 mio. kr.

I forbindelse med udarbejdelse af det kommende kommuneplanforslag foretages en analyse af behovet af en omfartsvej nord om Horsens by.

Horsens og Brædstrup vil i takt med byudviklingen tiltrække stadig flere bilister og den store tilstrømning skaber også parkeringsproblemer. Der sker derfor en styrkelse af P-kontrollen, og P-taksten i Horsens justeres fra 7,50 kr. i timen til 10 kr. i timen bl.a. med det formål at bane vejen for flere P-pladser i byen.

Brædstrup Midtby

Der er enighed om at investere i den fortsatte udvikling af Brædstrup Midtby i 2008 og 2009. Specielt udvikles området omkring det tidligere rådhus og Brædstrup Skole. Biblioteket flyttes til større lokaler på det tidligere rådhus. Det nuværende bibliotek til- og ombygges til børnehave og udendørs legeplads, og der etableres en grøn forbindelse til Folkeparken med grønne arealer og legeplads-faciliteter. Borgerservice fastholdes på det tidligere rådhus.

Samtidig skal Brædstrup skole renoveres og udbygges.

De samlede udgifter beløber sig til 30 mio. kr. fordelt på ca. 10 mio. kr. til skole og ca. 20 mio. kr. til børnehave og grønne områder m.v.

Planen er beskrevet i vedlagte kortbilag. I forbindelse med detailplanlægningen erstattes flere P-pladser som vist i bilaget.

Sønderskov Børnehave frigøres og sættes til salg.

Øvrige skattefinansierede anlæg

Der afsættes i 2008-budgettet 15 mio. kr. til byudvikling i Horsens by inklusiv udgifter til ekstern hjælp, rådgivning, offentlighed, samt øvrige projektudgifter i forbindelse med byudviklingen. I overslagsårene afsættes 30 mio. kr. pr. år til formålet.

Til havneplanlægning afsættes i 2008 2 mio. kr. Havneplanen skal være ramme for bolig, fritid og erhverv.

Der afsættes 4,5 mio. kr. til en udendørs isskøjtebane. Halvårsdriftsudgiften er 0,9 mio. kr., som afsættes i 2008. I 2009 medregnes helårsudgifter.

I 2007 er afsat 19 mio. kr. til IT-investeringer. Fra 2008 afsættes årlig 9 mio. kr. Heraf anvendes 3 mio. kr. i 2008 og 3 mio. kr. i 2009, som bidrag til skoleområdernes nødvendige investeringer.

Der bygges en ”Kulturstation” overfor Banegården i Horsens Midtby. Nybyggeriet indgår i et større kompleks, som vil være et vigtigt element i byudviklingen.

Der er enighed om, at der er et loft over huslejeudgifterne, svarende til de afsatte 2,7 mio. kr. samt de nuværende lejeudgifter for de indgående institutioner.

Brand og image

Horsens er et særdeles godt brand og har fået et image helt i top. Det er positivt og understøtter ambitionen om vækst og udvikling. Forligspartierne er enige om at tage fælles ansvar for at understøtte det positive image ved blandt andet at styrke PR-gruppens budget med 2 mio. kr. Styrkelsen sker foreløbigt for en 4-årig periode.
Hertil kommer, at den nuværende ”dynamikpulje” på 0,7 mio. kr. overføres til PR-gruppen. PR-budgettet bliver herefter 4,8 mio. kr. PR-gruppens midler kan være medvirkende til at finansiere de formål, Forum Horsens Fonden finansierer.

Horsens Kommune er indstillet på at indskyde 1/3 af startkapitalen – op til 5 mio. kr. – i det nydannede Eventselskab ”Horsens & Friends A/S” med Frank Panduro som direktør.

Der afsættes årligt i 4 år 0,8 mio. kr. til to event-konsulenter på kulturområdet. Ordningens evt. videreførelse vurderes medio 2010.

Erhverv og turisme

Horsens Byråd vil skabe de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling i Horsens Kommune. Byrådet har derfor vedtaget en erhvervsstrategi og en turismepolitik.

Erhvervsstrategi

Erhvervsstrategien tager udgangspunkt i en analyse foretaget af FORA (en analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen), som blev præsenteret i foråret 2007.

FORA konstaterer, at Horsens Kommune ligger godt i det østjyske bybånd, at der er en positiv udvikling i området både med hensyn til bosætning og erhverv, dog er erhvervsindkomsten i Horsens lavere end i kommunerne i Århus-området og Trekant-området. Målet er blandt andet at øge erhvervsindkomsten, og målet skal nås ved at få flere vidensvirksomheder og vidensarbejdere til Horsens Kommune.

Erhvervsstrategien indeholder fem særlige indsatsområder – med udgangspunkt i anbefalingerne fra FORA - der skal arbejdes med i de kommende år. Det erhvervspolitiske kontaktudvalg anbefalede strategien overfor byrådet, som har behandlet den på mødet i august 2007.

De fem indsatsområder er: Øge videns- og kompetenceniveauet i Horsens, innovation og iværksætteri, attraktiv erhvervskommune, oplevelsesøkonomi og events samt markedsføring.

I budget 2008 og overslagsårene afsættes foreløbig for en 4-årig periode én mio.kr. om året til kompetencevækst Horsens og til at arbejde med øget fokus på innovation og iværksætteri – blandt andet i regi af Væksthus Horsens, der er under etablering og blandt andet skal huse 80 iværksættere og Horsens Erhvervsråd. De øvrige dele kan der arbejdes med indenfor nuværende rammer og i andre sammenhænge f.eks. via. PR-puljen, som de kommende fire år er tilført yderligere 2 mio. kr.

Turisme-politik

I forsommeren 2007 er der afholdt en række møder med interessenter indenfor turismeområdet. Møderne har været afholdt af erhvervsrådet. Herefter er der på den baggrund udarbejdet et forslag til en turismepolitik, som er indsendt af turismeudvalget og også har været behandlet i det erhvervspolitiske kontaktudvalg.

I turisme-politikken er skitseret en række forslag til, hvordan man yderligere kan markedsføre Horsens i forskellige sammenhænge.

Der er ikke afsat penge i budget 2008 til særlige initiativer i forbindelse med turisme-politikken. Til gengæld har PR-gruppen fået tilført ekstra midler, og turist-initiativer kan søge midler i PR-gruppen.

Byudvikling i Horsens

Byudviklingsplan

De danske byer gennemgår i disse år store forandringer. Der bygges mange steder og kommunerne har fokus på at gøre byen mere attraktiv, levende og oplevelsesrig.

Et fælles overordnet mål for byudviklingen er, at byens rum skal være imødekommende og tilgængelige for alle. Samtidig søger man at etablere fleksible, mangfoldige og multikulturelle byrum, som kan tilgodese skiftende brug, ønsker og behov. Byens brugere har netop forskellige ønsker og behov. Denne individualitet med forskellige behov udfordrer muligheden for at udvikle byrum for alle.

I kommunens største by, Horsens, ligger der en oplagt opgave i at "samle op" på byrummene eller "oplevelsesbåndet" fra Banegården til Horsens Havn. Hele Banegårdsområdet og hele havneområdet er i disse år i stor udvikling. Ikke mange byer har denne enestående mulighed for at udvikle to centrale bydele samtidigt og sætte dem sammen i et sammenhængende bybånd.

I 2008 gennemføres den overordnede planlægning ved gennemførelse af en idefase med efterfølgende planlægning gennem en arkitektkonkurrence. Planlægningen kan evt. gennemføres i et samarbejde med Realdania, der mundtligt har vist interesse for et sådant projekt.

Udover udvikling af Havnen og området ved Banegården skal det afdækkes, hvilke muligheder, der er for at skabe sammenhæng. Der skal ses på muligheder for etablering af nye pladser, torve, opholdssteder, byggemuligheder, øget areal til butikker, større gågade, trafikafvikling, det grønne, leg og ophold og meget mere. Forsøg med lys på byens bygninger (lyspolitik) og torve skal indgå i opgaven.

Der afsættes på investeringsplanen 15 mio. kr. i 2008 og 30 mio. kr. i de følgende år til byomdannelse af Horsens Midtby.
Der påregnes anvendt ca. 3,0 mio. kr. til ekstern hjælp og rådgivning, offentlighed samt øvrige projektudgifter til materialer mv. Det forventes at planlægningsopgaven kan udføres og afsluttes i 2008.

Landsbyer og andre byer i Horsens Kommune

Der afsættes i budgettet 200.000 kr. til landsbyråd, 100.000 kr. til mellembyer og 50.000 kr. til Brædstrup, for at understøtte udvikling og lokaldemokrati i områderne.
Byrådet lægger vægt på at også mellembyerne oplever en erhvervs- og befolkningsudvikling.

Lokale aktionsgrupper

Der afsættes 400.000 kr. til LAG, Lokale Aktionsgrupper. Der opfordres til et samarbejde med landsbyrådene, som også disponerer over 200.000 kr., idet et samarbejde forøger muligheden for EU-medfinansiering efter ”krone-til-krone”-princippet.

Havneplan

Der afsættes 2,0 mio. kr. til arkitektkonkurrence, offentlighedsproces og udarbejdelse af udbudsmateriale m.m., idet det må påregnes, at investeringen kan finansieres ved efterfølgende grundsalg i området.

Børn og Unge

Skoler og børnepasning

Skoler og daginstitutioner udbygges, så det voksende behov for plads kan dækkes. Dagplejepasningens kvalitet styrkes med flere gæstedagplejere og flere lejestuelokaler for dagplejerne i institutionerne. Nye institutioner bygges som hovedregel som integrerede institutioner.

Der afsættes 1,5 mio. kr. til flere gæstedagplejere.

Kommunens botilbud til sårbare unge på Borgmesterbakken styrkes med en bedre personale-dækning – årlig udgift 2,1 mio. kr.

Fritids- og klubtilbud

Alle børn i 0.- 3. klasse har i dag et tilbud om pasning i en Skolefritidsordning. Forældrebetalingen for pasning er ca. 1.400 kr. pr. måned i 11 måneder om året. Der er en fripladsordning, som skal sikre socialt udsatte børn, og der tildeles ekstra ressourcer i socialt belastede områder.

I store dele af kommunen er ikke noget tilbud til børn i 4.- 5. klasse, og forældrebetalingen for de eksisterende tilbud er uensartet, varierende fra ca. 350 – ca. 650 kr. pr. måned.

Horsens Byråd ønsker, at alle børn i 4.- 5. klasse skal have et fritidstilbud, og anmoder direktionen om at udarbejde et eller flere alternative forslag til drøftelse på et temamøde i november 2007.

Udgangspunktet er:

  • at timetallet i skolernes 4. klasser forøges med 1 eller evt. 2 timer ugentligt 
  • at forældrebetalingen skal være ens i hele kommunen 
  • at der ydes tilskud til fripladser 
  • at taksterne skal være højst halvdelen af taksterne i skolefritidsordningen for 0.- 3. klasse 
  • at kvalitets- og normeringsniveau i eksisterende institutioner fastholdes 
  • at omlægningen skal være driftmæssigt udgiftsneutral 
  • at nye pladser som udgangspunkt etableres efter ungdomsskolelovgivningen

Det er intentionen, at omlægningerne gennemføres med virkning for skoleåret 2008-09.

Der foretages herudover en analyse af de økonomiske konsekvenser af en modulordning på SFO-området.

Sund mad på skolerne

Horsens Kommune vil etablere et fælles men fleksibelt koncept med tilbud om køb af sund mad på kommunens skoler. Direktionen skal udarbejde forslag til et fælles koncept, evt. med centralkøkken eller ekstern leverandør. Driften skal så vidt muligt hvile i sig selv, men byrådet ser positivt på evt. nødvendigt anlægsudgifter. Det er byrådets hensigt at sikre en finansiering af en gratisordning, der svarer til fripladsordningne på dagpasningsområdet.

Flere elever

Der er afsat et beløb på årligt ca. 7 mio. kr., som følge af væksten i elevtallet.

Øget timetal

Det ugentlige timetal i folkeskolens 4. klasse er 26 timer mod 30 timer i 3. klasse og 27 timer i 5. klasse. Med henblik på et løft af folkeskolen tilføres 1,8 mio. kr. årligt svarende til 2 timer pr. uge. Undervisningsudvalget beslutter fordelingen af undervisningstimer mellem 4. og 5. klasse.

Ledelsestid i Folkeskolen

Der foretages en analyse af ledelsestid i kommunens folkeskoler.

Naturvejledning

Naturvejlederordningen videreudvikles og markedsføres bredere og der afsættes 0.2 mio.kr. fra 2008 og følgende år.

Uddannelse til alle

Uddannelsesniveauet i Horsens skal højnes. Horsens er også her begunstiget af et godt omdømme og en god beliggenhed, idet alle lærerstillinger på skolerne i forbindelse med skoleårets planlægning kan besættes med fuldt uddannede og fagligt kompetente lærere. Der satses på mange undervisningstimer og der foregår systematisk opfølgning på resultaterne af undervisningen. Programmet ”alle unge i gang” skal føre til, at alle – eller næsten alle – får en ungdomsuddannelse. Målet at mindst 95 pct. af de unge får en relevant uddannelse. Det forventes, at Regeringens kvalitetsreform vil tilføre yderligere ressourcer til området. Byrådet vil tage området op, når implementeringen af kvalitetsreformen er konkretiseret.

For de voksne investerer Horsens Kommune i ”Kompetancevækst Horsens”, idet det er forventningen, at EU og Region Midtjylland mangedobler kommunens tilskud. Der forventes anvendt 300.000 kr. af den million kroner, der afsættes til erhvervspolitik.

Horsens Kommune vil arbejde på landsplan for, at antallet for EGU-pladser forøges.

Undervisningsudvalget skal optimere indsatsen overfor ordblinde børn.

Sundhed

Sundhed til alle

Horsens er kendt som ”sund by”, fordi der gøres en helt særlig indsats på sundhedsområdet.

Udvalget for Sundhedsfremme vil i perioden 2008-2010 afsætte 1,5 mio. kr. årligt til fremme af børns sundhed, primært rettet mod sund kost og bevægelse for børn i alderen 0-6 år.

Der udvikles sammen med forebyggelsesfonden en sundhedsskole for kommunens medarbejdere. I første omgang skal tilbuddet rettes mod social- og sundhedspersonale.

Kommunen indgår i et tæt samarbejde med Regionshospitalet i Horsens om forebyggende indsats overfor KOL og diabetes. Samarbejdet danner model for fremtidens sundhedsvæsen. Der afsættes årligt 2 mio. kr.

AKUT-stuerne i Brædstrup kan videreføres uændret frem til april 2008, hvor der foreligger en evaluering. Evalueringens anvisning af finansieringsmuligheder indenfor rammerne af budget 2008 vil være afgørende for ordningens eventuelle fortsatte videreførelse. Ordningen skal ses i sammenhæng med tryghedspladserne i kommunen.

Voksenområdet

Misbrug

På tværs af Børn og Unge og Voksen og Sundhed udfærdiges i 2008 en Rusmiddelpolitik med fokus på forebyggelse.
Horsens Kommune planlægger en sammenhængende indsats overfor misbrugere og udstødte, hvor der forventes investeringer i nye rammer, der matcher fremtidige indsat og behov.

Der arbejdes med en udvikling at kvaliteten på området, herunder vil der være særlig opmærksomhed på indsatsen over for helt unge misbrugere.

Netværk for ældre

Der overvejes iværksat forsøg på sundhedscentrene med ansættelse i fleksjob til netværksdannelse for ældre med begrænsede sociale netværk. Forsøg iværksættes eventuelt, når en række af de nuværende puljefinansierede ordninger ophører i 2009 og kan besluttes i forbindelse med næste års budgetlægning.

Moderne hjælpemidler

Muligheden for en øget anvendelse af moderne tekniske hjælpemidler i ældreboliger kortlægges.
Der igangsættes i 2008 byggeri, der muliggør samling af hjælpemiddeldepot og der afsættes 0,4 mio. kr. Målet er en nedbringelse af ventetider til hjælpemidler til et rimeligt niveau.

Sygedagpenge

Sygedagpengeområdet er et område, hvor udgifterne er vokset de seneste år. Byrådet har tidligere besluttet en intensiveret indsats for at ” knække kurven”. Den indsats følges op med yderligere en indsats.

Der investeres 400.000 kr. i 2008 og 800.000 kr. i årene derefter ved ansættelse af yderligere 2 personer. Det skønnes herved realistisk at nedbringe antallet af sager med yderligere 35 i 2009, og det vil medføre færre udgifter til sygedagpenge i størrelsesordenen 3,5 mio. kr. Til gengæld skønnes det, at udgifterne til andre overførselsindkomster (pension, fleksjob m.v.) vil forøges med 2 mio. kr. På bundlinjen forventes en nettobesparelse på ca. 0,9 mio. kr. med den halve virkning i 2008.

Psykisk syge

Antallet af pladser på Promenadehuset forøges for at afhjælpe ventelister. Årlig udgift 0,3 mio. kr. For borgere med dobbeltdiagnoser skal der sættes yderligere fokus på samarbejdet mellem kommunen og Regionshospitalet Horsens.

Vikarkorps

Muligheden for at oprette et internt vikarkorps for plejepersonale undersøges, og byrådet får forelagt forslag ultimo 2007.

Kultur og fritid

Horsens er en elitesportskommune med ”superliga”-status i blandt andet fodbold, håndbold, basketball, badminton og cykelsport – kombineret med en meget stor bredde. En større andel af borgerne i Horsens Kommune dyrker sport end det er tilfældet i andre kommuner.

Team Danmark

Horsens vil knytte Team-Danmark til kommunen gennem et samarbejde med kommunens skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Der afsættes 0,5 mio. kr. til en Team-Danmark-idrætskonsulent.

Horsens Kommune indgår sammen med Silkeborg, Viborg og Randers i et projekt, der med støtte fra Kulturministeriet bl.a. skal aktivere voksne og børn.

Ridecenter

I forbindelse med byudviklingen nord for Bygholm Sø vil kommunen positivt medvirke til at finde alternativ placering til Horsens Rideklub.
Ridesporten i Horsens har udviklet sig gennem mange forskellige rideklubber. Det giver en mangfoldighed af tilbud og mulighed for nærhed til rytteres bopæl. Hvis rideklubberne i fællesskab tilkendegiver en forpligtende interesse for et fælles ridecenter vil kommunen gå positivt ind i dialog om et center.

Kunstskolerne i Horsens

De tre kunstskoler i Horsens – Musikskolen, Billedskolen og Komediehuset – tilføres i 2008 og overslagsårene årligt 0,6 mio. kr. Målet er at øge antallet af elever med forskellig baggrund.

Museerne

Der afsættes fra 2009 årligt 0,2 mio. kr. til magasiner.

Administration

Kommunens administration effektiviseres løbende. Antallet af administrative medarbejdere har i de seneste år været faldende trods et stigende folketal og mange nye krav. I 2008 gennemføres administrative besparelser og effektiviseringer på ca. 3,5 mio. kr. stigende til 5 mio. kr. fra 2010.

Den juridiske funktion styrkes med to jurister.

Der er behov for en løbende ”trimning” af organisationen for at leve op til nye krav og bevare og udvikle effektiviteten. Forligspartierne tilslutter sig derfor direktionens forslag om at afsætte 2,3 mio. kr. om året til eksterne konsulenter m.v., til effektivisering, til arbejdsgangsanalyser, til budgetanalyser og til øget digitalisering af administrationen. Midlerne skal desuden finansiere borgerrettede informations- og udviklingsaktiviteter.

Arbejdet med indkøbsaftaler intensiveres, og der indregnes fra 2009 en årlig driftsbesparelse på indkøb på netto 7,2 mio. kr. Beløbet svarer til 3 pct. af udgifterne til varekøb.

Borgerservice i Brædstrup effektiviseres ledelsesmæssigt med uændret service for borgerne. Besparelsen er 450.000 kr. årligt.

Der gennemføres samlede administrative besparelser på 3,5 mio. kr. i 2008 stigende til 4,3 mio. kr. i 2009 og 5,0 mio. kr. i 2010 og følgende år.

Endvidere udarbejder direktionen forslag til administrative besparelser på 3 mio. kr., som indgår i budgetdrøftelser for budget 2009.

Horsens den 14. september 2007

Jan Trøjborg, Socialdemokraterne

Hans Bang-Hansen, Venstre

Jørgen Bang, Det Konservative Folkeparti

Ole Pilgaard Andersen, Dansk Folkeparti

Bjarne Sørensen, Socialistisk Folkeparti


Indholdsansvarlig Jesper Bøje, jkb@horsens.dk  
 


Horsens Kommunes byvåben
Horsens Kommune • Rådhustorvet 4
8700 Horsens • Tlf. 7629 2929
CVR-nummer: 29189889
horsens.kommune@horsens.dk